En teenagedreng fra Hellerup åbner sin fars Wolt-app og bestiller en flaske champagne til 1.700 kroner. Ikke for at imponere vennerne, men fordi det er fredag – og hans far opdager det sandsynligvis ikke.

Scenen kunne godt være taget direkte ud af Netflix’ nye serie »Reservatet«. 

Men den er – som det vil fremgå senere – hentet fra virkeligheden.

Serien lå ugen efter sin premiere nummer ét på Netflix som den mest sete ikke-engelsksprogede serie i verden.

Jeg tror, at seriens succes skyldes, at den er dramaturgisk velfungerende og visuelt tiltalende – men i lige så høj grad, set med danske briller, at den foregår i Reservatet, det flydende navn for et af landets mest eksklusive og myteomspundne boligområder. 

Når man spørger folk, der selv erklærer at være fra Reservatet eller er flyttet dertil, er meningerne også mange og delte om områdets egentlige udstrækning og særegne sociologi.

Belånt til skorstenen

Jeg er selv vokset op i Fredensborg og gik på Espergærde Gymnasium. Ak, så tæt på, men nogen Reservat-dreng er jeg ikke. Dét er til gengæld en del af min omgangskreds, som jeg den seneste tid har vendt Reservatet med.

»Reservatet er klart defineret. Det er Gentofte Kommune,« lyder det, da jeg taler med et par bekendte fra området. 

Da jeg spørger, hvad der definerer Reservatet, dukker der straks en anekdote op. 

Den handler om en Reservat-beboer, hvis teenagesøn brugte faderens Wolt-konto til at købe alkohol, som han ikke var gammel nok til at købe i butikkerne. 

Han havde gjort det med stil. Han havde bestilt en flaske Dom Pérignon. 

Det ville næppe ske andre steder i Danmark, lyder det. 

Jeg er enig.

»Jeg 'wolter' sgu da lige en flaske Dom. Det er sgu stærkt«, siger min ven. 

Alle, jeg taler med, er enige om visse ting. At her kører en uhørt mængde firehjulstrukne Land Rovere rundt, selv om det vildeste terræn, du møder i området, er parkeringspladsen ved galopbanen en regnvejrsdag i oktober.«. 

Men også, at Reservatet repræsenterer den udefrakommendes ofte primitive fantasi om »det rige Danmark« – og de fleste »wannabe-rige« bor i Hellerup.

Min Reservat-fokusgruppe mener, at det er i Hellerup, der er mest »keeping up appearances«. 

Her er flere af de store huse og biler belånt helt op til skorstenen, mens steder som Charlottenlund, Klampenborg, Rungsted og Holte er mere konsoliderede. Det er her, de gamle penge bor, lyder den uvidenskabelige analyse.

Især området omkring Dronninggaards Allé – stedet, som »Matador« skrev ind i rigmandshistorien med Mads Skjerns store villa, der siden har genereret en nyhedsartikel, hver gang den har fået nye ejere.

Spelt-Hellerup

Jeg lytter til musikappen Reservatet.fm, mens jeg kører en tur op ad Strandvejen.

Musikken er mestendels klynkepop og strand-funk. Det fortæller mig ikke meget. Det er ufarligt og uden kant. Men måske er det også sådan, livet er i Reservatet?

Det står dog hen i det uvisse, hvad Reservatet egentlig er. 

Da jeg spørger endnu en bekendt, en art director, har hun en anden definition. 

Hun er blond, høj og slank og har boet i både Klampenborg og Hellerup ad flere omgange. 

»Reservatet er ikke bare Gentofte Kommune. For eksempel det der Lyngby-noget – det kan jeg slet ikke med!« siger hun.

Hun mener, at Reservatet udelukkende består af Hellerup og så Klampenborg, Charlottenlund, Skovshoved og Taarbæk. Selvom Taarbæk er sådan lidt »vi har nok i os selv«-agtigt.

Hun mener dog også, at man kan tale om et reservat inde i Reservatet – det, som lokalt kaldes »Indhegningen«. 

Det kommer vi tilbage til lidt senere.

Art directoren er for nylig flyttet tilbage til Hellerup fra Charlottenlund.

Hun mener, at Hellerup rummer flere originale typer. 

Mange af dem samles på Sankt Peder, det gamle værtshus i Hellerup, hvor blandt andre Shu-bi-dua skrev meget af deres tidlige musik. En fredag efter fyraften er mindre homogen her end i Klampenborg og Charlottenlund. 

Og en del sjovere. 

Det er altså ikke sådan at få indkapslet, hvad Reservatet egentlig er. 

Dog virker det åbenlyst, at Hellerup er mere »boho-chic«, som artdirectoren kalder det, og hænger tættere sammen med Østerbro og København end resten. 

Omvendt mener hun, at »Klampenborg er mindre urbant«. 

»Her tripper en masse gamle mennesker rundt i deres flossede badekåber. Desuden er de yngre indbyggere lidt for selvfede i Charlottenlund og Klampenborg. Der er for mange børn i Burberry-klapvogne,« konstaterer hun. 

En mondæn Matryoshka-dukke

Der er skarpe meninger om, hvor Reservatet slutter, og hvor Nordsjælland begynder. 

Ligesom jyder kan finde på at kalde alt øst for Storebælt for København, er virkelighedens Nordsjælland for den indviede alt andet end en samlet homogen størrelse.

Nordsjælland fungerer lidt som en Matryoshka-dukke – altså den russiske trædukke, som rummer en serie af tiltagende mindre dukker.

Starter vi udefra, har vi det officielle Nordsjælland, som er defineret som en konkret sammenslutning af kommuner.

Men allerede med »den næste dukke« bliver det subjektivt. Jeg kalder det næste niveau for »det pæne Nordsjælland«. (Se det interaktive kort).

Det rummer byer som Humlebæk, Fredensborg, Espergærde, Snekkersten og Ålsgårde. 

Jeg er selv født i Hørsholm og opvokset i Fredensborg.

Men vi skal længere ind. Her finder man »det mondæne Nordsjælland«.

»Det mondæne Nordsjælland« kan indkapsles i en tyk stribe fra Hellerup i syd, forbi Skodsborg (som udtales »SkoSborg«!) og op til Rungsted/Hørsholm. Det er det område, man i gamle dage nok typisk ville betegne som »Whiskeybæltet«.

Ingen andre steder i landet ser man samme koncentration af velstand og formuer og samme grad af folk med høj uddannelse som i »det mondæne Nordsjælland«. Det er her – sammen med det centrale København – at størstedelen af magt- og pengeeliten i Danmark er koncentreret.

Reservatet i centrum

Inderst inde har vi så »Reservatet«.

Det er vigtigt at bemærke, at Reservatet ikke har en officiel udstrækning. Stedet virker plastisk. Store dele af Reservatet har desuden sæsonbetonede habitater uden for de snævre grænser lige nord for København.

I sommerperioden rejser Reservatets indbyggere typisk nordpå. Så vågner Hornbæk, Tisvilde og Tibirke Bakker op af deres vinterhi. Champagnepropperne springer, og mængden af spirituskørsel på Nordre Strandvej stiger eksplosivt i sommermånederne.

Alternativt søger man sydpå til Ibiza, Mallorca, Marbella – eller måske Sydfrankrig. Om vinteren står man gerne på ski i for eksempel Verbier, og »nogen« (de nyrige) tager sågar til Dubai, men det snakker »vi« ikke om.

I mange år var det også en fast rute at drage mod Skagen i uge 29. Der er dog blandt dem, jeg har talt med, bred enighed om, at Skagens tid som mondæn destination som minimum er sat på pause for tiden – både til fordel for Tisvilde og til fordel for udenlandske sommerdestinationer. 

Skagen kan dog komme igen, er vurderingen. Hvis tilpas mange mennesker i Reservatet bliver enige om det.

Når Reservatister kommer ind til København, spiser de gerne på restaurant Esmée på Kongens Nytorv eller Marchal på Hotel d'Angleterre. 

Bagefter går turen ofte – blandt de lidt ældre – til Reservatets uofficielle ambassade, Café Victor – eller »Viggo«, som den hedder blandt visse stamkunder. Her har jeg også hørt nogen kalde en Dom Pérignon for »Dumme Peter«.

Personligt tror jeg også, at Lars Seiers nyåbnede gourmet/jazzklub, Epicurus vil tiltale Reservatisterne – men det er for tidligt at sige. Reservatets indbyggere er et svært og krævende publikum.

Topløse leasingbiler

Det er måske derfor, de har så svært ved at blive enige om, hvad Reservatet egentlig er. 

Det bekræfter næste person i min uofficielle fokusgruppe, Galleristen, der har boet mange år i Charlottenlund.

At »Wolte en flaske Dom Pérignon«, som beskrevet tidligere, er ikke noget, man gør i Reservatet. Det er mere en Hellerup-ting – lidt for nyrigt i stilen til Reservatet, mener Galleristen. Han mener nemlig ikke, at Hellerup hører med til Reservatet.

Det er et synspunkt, der nok vil få mange til at få bourgognen galt i halsen, men den solbrune gallerist, der selv i mange år har boet i Charlottenlund lige ud til Dyrehaven, er ikke i tvivl:

»Reservatet udgøres af postnumrene 2920 og 2930. Gentofte og Hellerup er ikke med. Det er mere nyrigt, mere »flashy« og fyldt med topløse leasingbiler. Det med at inkludere Hellerup i Reservatet, det skete først efter serien 2900-Happiness .«

Det minder mig om det, Art Directoren tidligere kaldte »Indhegningen«.

»Folk i Charlottenlund er mere rodfæstede end i Hellerup. Hvorfor skulle du forlade stedet? Her er jo alt!«

Mit egen private oplevelse er også, at Charlottenlund og Klampenborg har lidt mere dybde end Hellerup. Mere personlighed og dannelse og lidt mere karakter. Her er folk mere gammelkonservative og belæste og mindre liberale og optaget af hurtige penge og biler. Her er mere Mahler end Medina.

De ulykkelige rige

Efter en rundtur i Reservatet blandt beboere og indfødte er det tydeligt, at den konkrete definition af Reservatet nærmest pulserer. Den vokser og trækker sig sammen, alt efter hvem man taler med.

Det virker dog, som om alle er enige om, at postnummer 2920 og 2930 er kernelandet i Reservatet, og som om de fleste også vil inkludere det meste af Hellerup. 

Men mest af alt er det, der nok indkredser Reservatet bedst, en særlig livsstil og et særligt værdisæt, som kun kan realiseres, når materiel mangel ikke er en del af hverdagen, og penge gerne er noget, man ikke taler om, og som man typisk har arvet.

En ting, der dog med sikkerhed vil vokse de kommende uger, er den almene interesse for Reservatet i forlængelse af den populære Netflix-serie af samme navn.

Det virker, som om Reservatet tjener som et nationalt sindbillede på vores kollektive ønskefortælling om »de ulykkelige rige«.

Det er en belejlig fortælling at falde tilbage på, når man ser på sine egne begrænsninger og eventuelle manglende succes. Det er meget nemmere at fortælle sig selv, at kun afstumpede egoister bliver rige, og at det derfor nærmest er en naturlov, at det derfor ikke er mig.

Klods-Hans-komplekset

Personligt er mit indtryk, at Reservatet særligt udmærker sig ved, at det ikke blot er penge og det store hus, der går i arv, men at det også her, modsat i det meste af landet, forventes, at man har ambitioner og ansvar, hvilket så også åbner døren på klem for hensynsløshed og egocentrisme. 

Kunsten er så at navigere ansvarligt i magten og rigdommen, uden at forfalde til afstumpetheden, hvilket jeg synes, at man faktisk ser tydeligere i et andet Per Flys værker end »Reservatet«, nemlig hans film »Arven« (2003).

Men ærligt talt, er der noget mere irriterende og misundelsesskabende end rige, smukke og sunde mennesker, som OGSÅ er sympatiske og lykkelige?

Nej tak, så foretrækker mange af os hellere Klods-Hans-fortællingen om den inkompetente bonderøv, der kommer lige ind fra højre, uden ambitioner eller hårdt arbejde, og alligevel napper prinsessen og det halve kongerige.

Men sådan opererer virkeligheden stort set aldrig.

Så for at parafrasere digteren Inger Christensen: Reservatet findes.

Med sin orden, sin succes og sine dyre biler. Men Reservatet er ikke kun rige mennesker, der har alt at tabe. Her findes også kærlige mødre og nærværende fædre. Her er også skilsmisser, sorg, sygdom og tragedie. Her er skønne mennesker og ugudelige røvhuller.

Så ja, Reservatet er Danmark de luxe – men det er stadig Danmark.

»Reservatet« er betegnelsen for området nord for København, hvor nogle af landets rigeste mennesker bor. Området får nu global berømmelse i Netflix-serien af samme navn, som er skabt og skrevet af Ingeborg Topsøe og instrueret af Per Fly. Berlingske belyser i en række artikler både serien og livet i virkelighedens »Reservatet«. Find dem her. FOLD UD